Billedet er fra et transformerende samskabelsesprojekt i Ecuador, som Competencehouse har besøgt.
Her har NGO’ere, fødselsklinikker og lokale frivillige arbejdet sammen om at udvikle et nyt koncept for fødsler. Ved at inddrage lokale frivillige "jordmødre" og deres kompetence til at bistå kvinder der føder stående og deres viden om afspændende lægeurter, har flere fødeklinikker udstyret med moderne teknologi omlagt deres fødsler, og opnået at få reduceret spædbørnsdødeligheden betydeligt. Et mønstereksempel på, at vidt forskellige kompetencer og erfaringer kan give grobund for nye løsninger, når man lytter og går i dialog med hinanden
KORA-forsker Helle Hygum Espersen beskriver i Danske Kommuner oktober 2015, tre former for samskabelse med henvisning til Needham og Carr, 2009.
Den beskrivende samskabelse
De fleste offentlige services er afhængige af borgernes egne bidrag. Når skoleelever laver deres lektier, patienter tager deres medicin, og borgere giver oplysninger til politiet. Rammerne er defineret af det offentlige.
Den intermedierende samskabelse
Civilsamfund og borgernes netværk er en vigtig ressource, og man udnytter synergier mellem civile og faglige tilbud. For eksempel bidrager patientforeninger og selvhjælpsgrupper til sundhedsfaglige tilbud, eller en lokal idrætsorganisation samarbejder med folkeskolen om at lave lektiecafé. Man bliver på hver sin banehalvdel – det offentlige leverer service til borgerne på samme måde som hidtil.
Den tranformerende samskabelse
Professionelle, frivillige og borgere har en integreret praksis, og der etableres kollektive processer for planlægning, styring og ledelse. For eksempel kan boligforeninger og borgergrupper være med til at definere, skabe og evaluere lokalplaner i deres eget boligområde. Fagfolk fra kommunen faciliterer og rådgiver, men indflydelsen er lige og forvaltes i dialog mellem borgere, andre interessenter og kommunen.
